F. Frederiksens Manufakturhandel, Wesselsgade 17 på Nørrebro i 1910

Dette er historien om den dygtige og senere velhavende forretningsmand, hvis børn forvaltede deres arv udygtigt og efter at have levet livet i overhalingsbanen, endte deres liv på tragisk vis. Kan ikke lade være med at sammenligne med manufakturhandler Arnesen i Matador.

Og om hvordan den, for den gamle manufakturhandler, fuldstændig uvedkommende person, min far Helge, blev tilgodeset af det gavebrev, han og hans kone i sin tid udfærdigede for at sikre deres børn og børnebørn.  

 

 

Frederik Frederiksen blev født 16. februar 1849 i Nagelsti på Lolland. Hans far Frederik Frederiksen, var husmand og daglejer og moderen var Else Jensdatter. Frederik blev konfirmeret 12. april 1863 i Toreby Kirke.

I 1879 ankom han til København som væversvend og blev gift med Rasmine Nikoline Alvine Poulsen i Trinitatis Kirke i oktober. Hun boede til leje hos en maskandiser i Adelgade 65, hvortil hun var flyttet i 1877. Hun var datter af en skomager fra Maribo. Frederik boede da i Ryesgade 32, var væverformand og da vævermester Scheelk boede på samme adresse og var forlover, må man antage at han var ansat hos ham.

Efter brylluppet flyttede Frederik og Alvine til Borgergade 104, hvor de boede i en 2-værelses lejlighed med vinduer til kr. 90,- for et halvt år. Herefter arbejdede Frederik som væver indtil han 7. juni 1881 fik "borgerskab som Væver samt i henhold til L. af 29/12-1857 § 52". Allerede året efter i marts fik han tilladelse til også at drive detailhandel.

 Lov af 29/12-1857 om Haandværks- og Fabrikdrift samt Handel og Beværtning

                                                       § 52

Borgerskab paa visse Arter ringe Handel. Paa at drive en eller anden ringe Handel, saasom med Brød, Traad og Garn, Lys og Sæbe, Legetøi og Kager, meddeles eget Borgerskab uden Betaling.*) *) See L. 13 Febr. 1861 om Brugen af stemplet Papiir, § 67 jfr § 92.

 

Borgergade 79 med de fem buede vinduer. Ejendommen eksisterer ikke mere.

Alvine og Frederik flyttede så til Borgergade 79 st. tv., hvor Frederik begyndte at drive væveri sammen Christian Heinrich Gehrkens, som boede ved siden af. Frederik kaldte sig detailhandler, men de drev også væveri. 

Tre år efter brylluppet, i 1882 kom datteren, Ella Amalie Frederiksen, til verden, hun blev døbt i Sankt Pauls kirke. Det gik godt hos Alvine og Frederik, de havde nu tjenestepige.

 

 

 

Væveri må have været hovedforretningen for Frederik og Gehrkens, og det ser ud til at Gehrkens åbnede sin egen "Nørrebros billigste Skræder-herre-Ekviperings-Etablissement" på Nørrebrogade 46 i december 1884. Og godt for Frederik, for han skulle vise sig at være en skidt fyr, som bla. spillede på og ejede heste. Men jeg tror heller ikke Frederik var en man kørte om hjørner med, det vil hans videre virke vise.

I september 1887 skrev Middelfart Avis, at Gehrkens var forsvundet fra København efterladende en gæld på henved 100.000 kr., og var ankommet til Chicago, hvorfra han har skrevet efter kone og børn. Det antagedes, at han havde medbragt 20.000-30.000 kr. Samme måned skrev en Københavnsk avis, at der er offentlig auktion over hans varelager, og året efter i januar behandledes konkursboet i Sø- og Handelsretten.

Frederik kaldte sig nu detailhandler, og drev virksomheden, som måske også omfattede væveri, fra Borgergade 79 i stuen, både til venstre og højre. Sidst i 1887 eller først i 1888 flyttede familien til Wesselsgade 17 st. og nu kaldte Frederik sig manufakturhandler. 

Annonce i Socialdemokraten 14. september 1884

Først syv år senere i 1890 blev deres søn Leo Frederik Frederiksen født, og familien boede nu i ejendommen Wesselsgade 17, som Frederik ejede. Der boede fem familier i huset, familien Frederiksen i stuen med en tjenestepige.

I 1901 var der to lejligheder i ejendommen, der anvendedes til værksted, butik, lager el. lign., så det var nok der, i stueetagen, Frederik drev sin manufakturhandel fra. Derudover var der tre lejligheder til beboelse, familien boede nu selv på 1. sal.

 I maj 1904 oprettede Frederik og Alvine et gavebrev, hvilket også viser at Frederik var en dygtig forretningsmand. Jeg har ladet mig fortælle, at han var den første manufakturhandler, som solgte på afbetaling. 

Dette gavebrev oprettede Frederik og Alvine Frederiksen for at sikre deres børn og børnebørn

I 1906 boede familien på 1. sal alene og i stueetagen drev Frederik manufakturhandel. På 2. sal boede to familier bla. Thorvald Stauning og kone.

Den 30. aug. 1907 døde Frederik kun 58 år gammel af Cancerintestinalis (tarmkræft) i Tibberup ved Tikøb. Hvorfor han opholdt sig der, kan der kun gisnes om, men da han blev begravet fra Tikøb Kirke, må man antage at familien ejede et hus der. Sikkert et sommerhus, da der blev bygget landliggersteder ved kysten der.

 

Frederik og Alvines testamente

Leo som ung mand

I 1908 blev Leo student fra Lyceum, Nørrebros Latin- og Realskole, Ravnsborggade 11. Han tog "Afgangseksamen for studerende i sproglig-historisk Retning" med " 1st Karakter med 97 2/3 Points. Efter dette Udfald af Prøven meddeles han herved vidnesbyrd om, at han er i Besiddelse af den almindelige Dannelse og aandelige Modenhed, som udfordres til at kunne benytte den akademiske Undervisning." Fagene var dansk, fransk, engelsk, historie, latin, græsk og naturlære.

Af dokument underskrevet af Eugen Warming, h.t. Rector Universitatis (professor i biologi ved Kbh. Universitet) " d. 26m Septembrisa. 1908" var "Leo Frederik Frederiksen e. Lyceo priv. Hauniensi". Ud fra dette må man antage, at han studerede biologi ved Universitetet. 

 

Ved folketællingen i 1911 kan man se at Alvine drev manufakturhandelen videre med Leo som medhjælper. Foruden Leo og Alvine boede der 2 andre familier i ejendommen. Ella var pt. fraværende til Sødertälje i Sverige, hun var koncertsangerinde. Fra 1911 og frem til 1917 viser avisannoncer, at hun også i Danmark optrådte som hovednavn ved koncerter bla. i Odd Fellow Palæet og i Paladshotellets Marmorhave, nogle gange sammen med Kgl. Kammermusikus Fini Henriques.

Leo - og sikkert også han søster - levede et meget priviligeret liv, sommerferier på badehoteller bla. Bovbjerg Badehotel, ture til Norge og Sverige. Og en rigtig dameven og charmeur var han også, hvilket adskillige breve fra tilbedende piger/kvinder i årene 1909 til 1914 vidner om.

 

Dronning Louises Bro

Den længste korrespondance var med Ebba fra november 1909 til september 1910. I et brev underskriver hun sig som Ebba K. fra J. Blomsgade 2, ifølge folketællingen i 1911 drejer det sig om Ebba Maria Klingsey, som boede alene med sin mor, som var enke og sin lillebror.

Det var meget tys-tys, at de mødtes, bla. lagde de besked til hinanden i kiosken på Dr. Louises Bro, da hendes mor genkendte Leos håndskrift på brevene. Da Leo åbenbart ikke dukkede op til en aftale, ringede Ebba til ham, "din mor ringede af lige i Øret på mig" og "Kære Ven, du må ikke lade dem kujonere dig så meget". Det var Leos moder og  søster, der var tale om.

"Kæreste Leo! Den Ide med at gå hjemme fra om Aftenen er vist snart færdig med at være god. I Morges da jeg kom ned, spurgte Moder, hvorfor jeg havde taget min Kåbe med op, jeg sagde, at jeg skulde sy noget på den, men Moder bliver ved med at gå og tale om, at det var en mærkelig Ide, senere har hun spurgt, om jeg også havde min Skindhue med, men det benægtede jeg frækt."

En anden gang da Leo var bortrejst til jul, udgav hun sig gebrokkent for en ven af Ella fra udlandet, og fik på den måde hans adresse.  I marts 1910 skrev hun et meget følelsesladet brev til Leo, hvor hun fortalte, at hun ikke mere kan komme sammen med ham. Han var åbentbart i Sverige, og havde ikke givet hende sin adresse, havde ikke sagt farvel og sendt et "underlig koldt" brev. Til sidst skriver hun "Hvad skal jeg gøre med Kaaben??" 

Korrespondancen blev genoptaget i august og det ser ud til at alt er i den gamle gænge, hvor de mødtes efter aftale i Kiosken. På et tidspunkt skulle hun i Tivoli med Agnete, og hun foreslog hende, at Leo tog med evt. sammen med hans ven, Poul Wiedemann (senere operasanger ved Det Kgl. Teater) Det blev ikke til nogen Tivoli-tur med Leo, da han åbentbart skrev et brev, som gjorde hende meget ulykkelig. Her er begyndelsen af hendes brev " Hvad er dog Meningen Leo ? Jeg forstaar ikke en ... af det hele ! Jeg maa ikke søge at komme i Forbindelse med dig ! Hvad regner du mig da for ? Har du aldrig troet, at jeg virkelig holdt af dig, og at Grunden til at jeg fuldstændig gav mig dig i Vold, kastende alle Tanker om Skam, Opdragelse og maaske et Liv levet under sine Medmenneskers Foragt og Sorg langt bag mig - selv om de en Gang imellem alligevel kunde overvælde mig, saa jeg ikke syntes jeg kunde se dig lige i Øjnene af Angst for at se blot et Stænk af Foragt - ikke skulde være virkelig Kærlighed ? " sådan fortsætter brevet på fire sider. En ulykkelig pige ! Af brevene fremgår det, at de er mødtes forskellige steder, noget med at sove hos en anden og en nøgle ?

De næste tre måneder korresponderede og mødtes han med Gertrud Koch, skuespiller, i hvert fald var hun på scenen. Leo sender hvide blomster, hun skriver "du er en velsitueret Herre og jeg den fattige lille Pige".

I marts 1910 to breve fra Ada, og i september 1910 fra Elsa Haglund fra Stockholm, som han mødte i Mölle, hun havde en "Fästman", men var glad for Leo. Rigmor F. mødte han på Bovbjerg Badehotel og Else Schiøtt skrev "er det sandt, at De ret snart tænker paa at forlove Dem med Frøken Olga D.?" I 1912 kærlige breve fra Kis(se) og Ella. I 1913 fra Elisabeth Rex og Yp "holder mere af Dig end af Gunnar". Sigrid J. fra Norge, Didde, Bertha, Adda Falk Larsen og Sonja Hurwitz "lægge mine Handsker i en Konvolut og sende mig dem omgående". 

Leo som soldat i 1912

Fra den 23. april 1912 aftjente Leo sin værnepligt ved 21. Bataljon 1. Kompagni i København som Telefonist. Det fremgår af hans soldaterbog, at han er 171 cm høj, har mørkt hår og grå øjne, vækst middel. Den 28. marts 1913 blev han slettet af Lægdsrullen.

Ved folketællingen i 1916 boede Leo stadig hjemme, han var 26 år og var kommis i forretningen. Ella var sanglærerinde og 34 år. Alvine havde en årlig indkomst på kr. 13.100 og en formue på kr. 151.500. Hun betalte skat til staten i indkomståret 1916-17 på kr. 162,08 og til kommunen kr. 174. Leo havde en indkomst på kr. 3750 og Ellas indkomst var kr. 1500, de havde begge en formue på kr. 32.500. Leos skat til staten kr. 25,65 og til kommunen kr. 41,63.

Ada 1916

Den 1. november 1916 flyttede Leo til adressen Amager Boulevard 130, 5., men flyttede dog på Carl Plougsvej 6, 4. inden han den 28. aug. 1918 blev gift i Sct. Matthæus Kirke med fraskilte Johanne Elfriede Henriques f. Krogh, datter af kommunelærer, løjtnant Theodor Roterodamus Krogh (1833-1878) og Julie Elfride Jørgensen. (1943-1913). Brudgommen var 26 år og bruden 45 år.

Johanne - kaldet Ada - havde siden siden 1891 været gift med Kgl. Kapelmusikus Fini Henriques med hvem hun havde to børn, Johan Richard Vilhelm Severin (1892-1982) og Svend Hugo Rolf Fini (1894 - ?). Adda boede på Hollænderdybet 8A, 5. fra 1917, hvor hun blev skilt.

Leo og Ada havde højst sandsynligt mødt hinanden i det Københavnske musikmiljø, hvor Leos søster Ella, som koncertsangerinde, havde optrådt sammen med Fini Henriques.  

Fini havde den 2. Juli 1891 giftet sig med sin Barneforlovede, Frøken Adda Krogh (Johanna Elfriede, Datter af Kommunelærer, Løjtnant Theodor Roterodamus Krogh). Hun var meget musikalsk, en udmærket Pianistinde og var i det hele taget en trofast og solid Støtte for den temperamentsfulde Fini med alle hans Bohéme-tilbøjeligheder.”

[Kilde: Berg, Sigurd: Fini Henriques – Levende Musik. Povl Branners Forlag. København 1943. Side 19.]

I Verdenskrigens Aar var Fini ikke meget produktiv. Det var kun mindre Ting, han komponerede, men han medvirkede ved mange Koncerter i København og Provinsen. Hans eget Liv var ikke saa harmonisk i disse Aar og forskellige Omstændigheder førte til Opløsning af hans Ægteskab. Fini og Fru Adda havde i henved en snes Aar boet paa Forchhammersvej Nr. 2; en Tid boede Fini nu i tilfældige Pensionater, indtil han giftede sig igen d. 23. August 1918 med den ganske unge Frk. Ella Jacobsen (Datter af Fabrikant P. Chr. Jacobsen), kaldet ”Emo”. Dette andet Ægteskab varede indtil Finis Død.”

[Kilde: Berg, Sigurd: Fini Henriques – Levende Musik. Povl Branners Forlag. København 1943. Side 46.]

Ifølge folketællingen 1921 boede og drev Alvine stadig forretningen i Wesselsgade 17 og havde Mary Hansen boende, som også var ekspeditrice i forretningen. Ella var midlertidig fraværende, med opholdssted i Italien. Hun var nu musiklærerinde. Det antages, at Leo stadig arbejdede i forretningen, men hvor han og Adda boede på dette tidspunkt er uvist.

Leos søster Ella blev i 1923 gift med købmand Carl Albert Fondt, Sundvej 14 i Hellerup. Han var født 10. juni 1882 i Køge, som Carl Albert Olsen, men ændrede sit efternavn til Fondt. Hans far var købmand Ole Olsen og moderen Anna Marie Kirstine Nummesen Meisner. Vielsen foregik i Tibirke Kirke, med brudeparrets mødre som vidner. Begge deres fædre var døde. Både brud og gom var 41 år gammel. Albert var oprindeligt uddannet sanger, men han stemme svigtede da han skulle debutere. Derefter var han kontormand, indtil han blev selvstændig. Ella og Albert har sandsynligvis mødt hinanden igennem deres fælles interesse for klassisk sang.

Alvine døde 14. marts 1926, dødsårsag Morbus Codis (hjertesygdom) og blev begravet 19. marts 1926 fra Blaagaards Kirke til Vestre Kirkegaard.

Alvine Frederiksens testamente

Nr. to fra venstre er Leo, yderst til højre Ada og forrest Adas sø, Johan Fini Henriques.

I 1930 boede Leo og Adda på Egernvej 15. De havde en husassistent, Ellen Mary Schouw, boende. Leo var stadig manufakturhandler i Wesselsgade og Adda passede hjemmet. På samme tid boede Ella og Carl Fondt i Wesselsgade 17 1. sal og der var udlejet to lejligheder på 2. sal. Carl var grosserer, Fondts Kulimport.

Efter knap 13 års ægteskab afgik Adda ved døden 28. juni 1931 på Egernvej 15 og blev begravet fra Mariendal Kirke 2. juli på Vestre Kirkegaard.  

Og her er det at min familie kommer ind i billedet. Den 9. marts 1921 var Marie Petrine Nielsen ankommet til København fra Kalundborg som knap 18-årig. Ifølge folketællingen 1921 boede hun hos sin halvbroder, Peter, men et halvt år efter flyttede hun til Dosseringen 22 så til Solitudevej 9, og i 1922 til Blaagaardsgade 35 og Fælledvej. Juli året efter boede hun igen hos broderen, senere Evaldsgade 10. Hun arbejdede som ekspeditrice.

Marie boede ved folketællingen november 1930 i Næstvedgade 12, 4. tv. på Østerbro, hun arbejdede som "manufakturekspeditrice" hos F. Frederiksen i Wesselsgade 17. Både hendes bror Søren Thorsen Nielsen samt hendes halvsøster Kristine Nikoline Lindaa og hendes 6-årige søn, boede hos hende i lejligheden. Søsteren var separeret, og er iøvrigt min farmor. Hendes søn Helge er min far.

Kun et halvt år efter Adas død,  blev Marie - nu kaldet Mari - viet til Leo Frederiksen i Frederiksberg Kirke 20. december 1931.Vidner var Ella Fondt og brudens mor. Maris søster, Kirstine, flyttede til Wesselsgade 20, sikkert fordi hun overtog Maris job i manufakturhandelen.

Så fra at være gift med en kvinde, der var næsten tyve år ældre end ham, blev Leo nu gift med en kvinde, som var tretten år yngre end ham. Leo var altså 41 år og Mari 28 år ved giftermålets indgåelse, og det var da absolut ikke for sent at få børn. Men det skete aldrig !

Mari flyttede ind hos Leo på Egernvej 15 og de nød livet der og i sommerhuset i Falsled. Ifølge fotos var de meget sammen med Maris familie, hendes mor, hendes bror Albert og Kristine og Helge. De tog også på ferie til Sejerø, Kullen, Bornholm og i Ella og Carl`s sommerhus i Hornbæk.

 

Leo og Mari nyder tilværelsen, men på lånt tid - og for andres penge !

Min farmor, Kristine, foran Leos forretning på Aaboulevarden 60 på Nørrebro.

Ejendommen i Wesselsgade havde Ella og Carl overtaget omkring 1930, Leo havde sikkert brug for kapital. I april 1934 flyttede Kirstine og Helge over på den anden side af gaden til Wesselsgade 15A, 2. th.  Nabo til Leos forretning.

Men Leo og Mari levede sikkert over evne, og omkring 1935 måtte de flytte fra Egernvej til Aaboulevarden 82 og et års tid efter flyttede forretningen fra Wesselsgade til Aaboulevarden 60. Det kunne vist ikke kaldes en manufakturhandel mere, mere en trikotageforretning. Forretningen blev stadig passet af min farmor, Kristine, som var uddannet linnedssyerske. Familiehistorier fortæller, at Leo tilbragte meget tid hos Oscar Davidsen, som lå lige ved siden af.

Carl Fondt døde 30. november 1937 på Frederiksberg Hospital, han og Ella havde solgt ejendommen i Wesselsgade omkring 1936 og de boede da på Frederiksberg Alle 21A, 3. De ejede ejendommen 21A-21B.

Leo og Marie flyttede 20. april 1937 på Carl Plougsvej 6, 2. Og her døde Maris søster, min farmor, i oktober 1938 af hjernehindebetændelse, 14 dage efter hendes søns, min far Helge, konfirmation.

Skifte efter Kristine Nikoline Lindaa f. Jørgensen

Helge omkring det tidspunkt, hvor han mister sin mor

Helge boede efter sin mors død hos sin moster Mari og Leo, først på Carl Plougsvej og senere i 1940 på Frederiksberg alle 21B. Han blev i henhold til kongelig bevilling af 10. februar 1943 adopteret af Leo og Mari. Helge var da knap 18 år, og man kan spekulere hvorfor det først skete nu. Men det var helt sikkert af hensyn til Frederik og Alvines gavebrev fra 1904, for de fik jo ingen børnebørn, og ved Leo og Ellas død ville renterne overgå til efterlevende ægtefæller og derefter ville formuen overgå til staten.

Ejendommen Frederiksberg Alle, som Ella Fondt ejede, blev afhændet i 1942/1943 og hun flyttede til Rydsletten 15 i Vanløse. 

Leo, Mari, Ella og Carl, mens alt endnu var godt

I maj 1943 skrev Leo og Ella et brev til Overformynderiet vedr. den kapital på nu kr. 66.100, der blev forvaltet i Overformynderiet. De fremhæver "den sande Mening og Tanke" med Gavebrevets oprettelse udelukkende er at sikre os "imod at komme til at lide Nød". De fremhæver, at Overformynderiet er berettiget til at afvige fra de i Gavebrevet opstillede regler, og "at forældrene gentagne gange overfor dem har udtalt, at det for dem udelukkende gjaldt at opnå Gavens Formaal, selv om dette kun kunde ske under Afvigelse fra Gavebrevets Bestemmelser og at Overformynderiet ved Hjælp af Kapitalen nok under alle Omstændigheder skulde forhindre, at vi nogensinde kom til at lide Nød". De fremhæver igen hvordan deres forældre ville beskytte dem " imod at vi nogensinde kom til at leve paa et ringere Niveau end vi levede paa i vort Forældrehjem".

"Medens vore Forældre havde en rigelig Indtægt, som tillod Familien at leve paa god borgerlig Maade, er jeg, Ella Fondt, paa Grund af mine ringe Indtægter nu kun istand til at slaa mig igennem ved yderste Nøjsomhed og Sparsommelighed". Endvidere fremhæver hun, at da hun igennem flere år har været syg, har hun ikke haft råd til rekreation, ej heller kunne anskaffe sig en ny garderobe.

Leo "lever, rent ud sagt, i Fattigdom. Siden jeg afstod mine Forældres Forretning, har jeg prøvet paa at ernære min Hustru, min Adoptivsøn og mig selv ved at drive Forsikringsagentur" og "jeg er derfor kommen ind i en ikke ubetydelig Gæld, som jeg ikke kan betale endskønt jeg vilde sætte den største Pris paa at faa den afviklet. Heller ikke er jeg under de herskende Forhold istand til at anskaffe nogensomhelst ny Garderobe til min Familie eller mig selv". 

De påpegede igen, at de levede på et langt ringere niveau end i deres forældres hjem. Leo ønskede at tilbagekøbe sin livsforsikring på kr. 18.000 og at der blev solgt obligater og pantebreve, så Ella kunne købe en livrente, fra hvilken hun kunne leve af renteindtægterne. Der blev givet afslag på dette fra Overformynderiet, da adoptivsønnen, Helge Lindaa, ville blive forfordelt ved en udbetaling af kapitalen til Ella og Leo.

I februar 1944 tilskrev Ella og Leo igen Overformynderiet, nu havde de fået Helge til at give afkald på den ham ifølge gavebrevet tilkommende arveret. Igen fremhæver de forældrenes "sande Mening og Tanke" med Gavebrevets oprettelse, som kun var at sikre deres egne børn.

De har endog indhentet erklæringer fra Enkefru Anne-Margrethe Skov, født Fabricius, København og cigarhandler Hans Wahlstrøm, København, som var deres forældres venner og med hvem forældrene drøftede Gavebrevets enkeltheder.  Derudover støttes disse erkæringer af erklæringer fra Professor ved Universitetet Knud Fabricius, København og fru Annette Gundelach, født Frederiksen, København. Anmodningen gentages til Overformynderiet.

I december 1943 lånte Mari kr. 500 hos trælasthandler Svend Fondt, Næsby, Fyn på et løsørepantebrev. Der pantsattes en mahogni-sekretær og et egetræs mahognipoleret chatol. Pantebrevet modtages retur i februar 1945 med kvittering for betaling af gælden kr. 500,00 - "Renterne ser vi bort fra ! Venlig hilsen Svend".

Mari havde en veninde og arbejdskollega, Kathie Fondt, som også havde underskrevet pantebrevet som vidne, Svend var hendes bror. Kathie og Svend var begge børn af Carl Fondts bror, Axel Otto Fondt, som var bygningskonstruktør i Aarhus.

September 1944 låner "Fabrikant Leo Frederik Frederiksen" kr. 2.000 hos Firmaet A. & H. Meyer ved Fabrikant Adolf Meyer på et løsørepantebrev. Han skal afdrage beløbet med kr. 100 pr. måned, og han sætter følgende i pant:

1 Bornholmerur

1 Bondebord

2 Renæssancestole

1 Spisebord

8 gl. stole

1 Laagkiste

1 Dragkiste

Dette var det meste af deres indbo, men gælden blev betalt af Mari.

Leo i sine sidste leveår

Den 22. januar 1945 forsøgte Leo at tage sit eget liv med gas, men Mari kom hjem inden det var for sent. Leo havde skrevet et afskedsbrev til Mari, hvori han forklarede, at nu er han kommet bagud igen i firmaet og ser ingen udvej til at klare den.

"Jeg har været en skidt Fyr, lille Mari og en rigtig daarlig Mand for Dig ! Men Du skal vide, inden jeg gaar, at jeg trods alle mine Fejl, har elsket Dig saa højt som et Menneske kan elske et andet Menneske, og den Tid med Dig, har trods al vores daarlige Økonomi, været den lykkeligste i mit Liv!".

Så gav han praktiske beskeder, såsom at huske at kontakte Overformynderiet - for renternes skyld. Al den gæld han havde lavet til højre og venstre kunne hun blæse på, og med Adolf Meyer og Svend Fondt kunne hun sikkert tale sig til rette. Viceværtjobbet kunne hun sikkert få Johs (hendes bror Johannes) eller Petersen inde ved siden af til at hjælpe sig med.

Den 22. maj 1945 fik Leo held med sit forehavende, nemlig at tage sit eget liv ved gasforgiftning. Mari fandt ham. Igen efterlod han sig et brev, hvor han udtrykker sin kærlighed til Mari og glæden ved samlivet med hende, og håber hun ikke bliver vred og igen giver praktiske råd vedrørende Overformynderiet, nemlig straks at melde hans død, så hun kan få rentepengene. Hun bliver nødt til at forhandle med skattevæsenet og Adolf Meyer, "den sidste faar Du nok en fredelig Ordning med !"

Leo blev bisat fra Søndermark Krematorium 27. maj 1945 til familiegravstedet på Vestre Kirkegaard.

Den 23. august 1945 tilskrev Helge, via Lrs. P.A. Thoft, et brev til Overformynderiet, hvori han meddelte. at han som adoptivsøn af afdøde Leo Frederiksen indtræder i rentenydelsen af Kapitalen for den ene halvdels vedkommende, ligesom han efter sit 25. år vil modtage halvdelen af legatkapitalen.

Imidlertid anmodede han om, at renterne af legatkapitalen ville tilfalde hans adoptivmor, så længe hun forblev ugift, da hans adoptivfar intet som helst havde efterladt sig. Således at han først efter adoptivmoderens død ville modtage halvdelen af legatkapitalen udbetalt.

Dagen efter fortrød Helge øjensynlig sin disposition og i et brev til Overformynderiet anmodede han om at få den omstødt. Lrs. Thoft oplyste i et brev til Overformynderiet, at der til mødet hos ham den 23. august 1945 overhovedet ikke blev lagt pres på ham. "De familiemedlemmer, som Helge Lindaa siger han har haft Samraad med, er i hvert Fald ikke hans Adoptivmoders Familie, og der kan saaledes kun være Tale om, at han har talt med Familien til en unge Pige han er forlovet med ".

Af et memorandum ved mødet 23. august hos Thoft mellem Helge og hans adoptivmor/moster Mari blev der lavet en erklæring, som blev underskrevet af begge parter. Helge havde således indgået en bindende aftale, som ikke kunne anfægtes.

I november 1945 godkendte Overformynderiet den indgåede aftale, således at Mari ville modtage renter af halvdelen af kapitalen indtil sin død, eller hvis hun ville indgå ægteskab.

Hvor Mari arbejdede til sidst i ægteskabet med Leo vides ikke, men i oktober 1945 fik hun, efter egen henvendelse, tilbudt job som "Leder af detailudsalget" i Fionas Detailforretning i Skindergade. Hendes veninde Käthie Fondt var også indvolveret i aftalen. Hendes gage var foreløb ansat til kr. 385 pr. måned. Mari boede nu på Frederiksberg Alle 40 st.tv. i en et-værelses lejlighed.

I november 1947 tilskrev Ella Fondt igen Overformynderiet, og bad om at få udbetalt halvdelen af "hendes" del af kapitalen, da hendes økonomiske forhold var meget dårlige. Igen henviste hun til forældrenes "sande Mening og Tanke med dette Gavebrevs Oprettelse" og adoptionen af Helge foretaget sent i Leos liv.

Helge og hans moster Mari samtykkede, således at Ella kunne få udbetalt kr. 16.000 dvs. halvdelen af halvdelen af kapitalen, og dette accepteredes af Overformynderiet. Ved Ellas død ville Helge ellers modtage hele hendes del af Gavebrevet, da hun jo ikke havde børn.

Ved Ellas død 21. november 1951 fik Helge således udbetalt de restende kr. 16.000, hvorefter hans moster stadig ville modtage renterne af ca. kr. 32.000 indtil hendes død.

 

Mari fandt sammen med Knud Karsten Harboe midt i 50`erne og boede også en tid i hans hus på Ternevej på Frederiksberg, men på grund af visse uoverensstemmelser flyttede hun derfra til et af højhusene på Bellahøj, Frederikssundsvej 123 A, VII tv. Brønshøj, hvor hun boede til sin død.

Hun og Knud var dog fortsat gode venner, og han deltog i familiebegivenheder på lige fod med andre i familien. Knud døde i 1969, ca. 2 år efter Mari. Helge havde kontakt med ham hele tiden. Knud var studenterkammerat med Leo, var forlover ved Leo og Adas bryllup, og blev i 1925 gift med Ebba, som udvekslede kærlighedsbreve med Leo i 1909-10.

Mari, min fars moster og adoptivmoder, min gudmor døde 3. april 1967. Helge arvede da ca. kr. 64.000, heraf de kr. 30.000 fra Gavebrevet oprettet af Frederik og Alvine Frederiksen i 1904. 

Mari, min fars moster og adoptivmor samt min gudmor foran Knud Harboes hus i Sverige

  • Nr. 2 fra v. Mari, min gudmor, til min konfirmation i 1963

  • Marie Petrine, som hun jo rettelig hed, ca. 1960

  • Min far, Helge Lindaa, omkring 18 år gammel