Lysehøjgaard 1936-38

 

 

Fæstebonde på Lysehøjgaard i Vemmelev, Niels Nielsen og hans kone Kirstine Olsdatter havde to sønner, Niels Nielsen f. 1743 og Jesper Nielsen f. 1747.

 

 

 

 

Niels Nielsen, som var ældste søn, overtog gården efter gamle Niels Nielsens død. Gården med matr. nr. 11a var en af de tre gårde i Forlev by, der udflyttedes før den egentlige "udskiftning" dvs. ophævelsen af landsbyernes jordfællesskab i 1796. Gårdens navn, Lysehøjgaard, blev taget fra en sløjfet eller overpløjet oldtidshøj. Niels var fæster på gården, da den blev udflyttet, og som da ejedes af Antvorskov. Han frikøbte gården, og fik arvefæsteskøde udstedt 3. december 1799. Gården bestod af et hovedhus på14 fag, to sidehuse på hhv. 16 og 12 fag, et baghus på 12 fag og midt i gården et hus på 3 fag. Gården blev da forsikret for 490 Rd. Det endelig selvejerskøde på hele denne herlighed blev udstedt og tinglæst 7. december 1811. Denne gård er den eneste, der ikke er blev delt eller frastykket i småparceller, således at den i dag stadig er på ca. 80 tdr. land.

Ved folketællingen i 1. juli 1787 boedes hans mor, Kirstine Olsdatter, som 80-årig stadig på gården, tillige med fire tjenestefolk samt hans brors yngste søn, da broderens kone var død i januar. Niels giftede sig i 1796 som 53-årig med Birthe Pedersdatter fra Hemmeshøj, som var 26 år og altså 27 år yngre end sin mand. Han mor var sandsynligvis død på dette tidspunkt, og der manglede en kvinde i huset, og desuden havde han ingen arvinger. Birthe fødte en datter i 1799, og derefter var ægteskabet indtil hendes død i 1811 barnløst.

Aakandegården 1936-38

 

Jesper Nielsen, yngste søn fra Lysehøjgaard, giftede sig som 28-årig i november 1775 med enken efter gårdmand Lars Christensen fra Aakandegaarden i Forlev, Maren Povelsdatter. Lars og Maren havde kun været gift i lidt over to år, og datteren Kirsten Larsdatter var født kun to måneder før faderens død i august 1775. Lars Christensen var søn af rytterbonde Christen Larsen, som var den første ejer af matr. nr. 2a af Forlev, kaldet Aakandegaarden. 

 

Jesper havde således giftet sig til en gård, og han og Maren fik tre børn sammen, Lars Jespersen f. 1776, Johanne Jespersen f. 1782 og Niels Jespersen f. 1785, inden Maren døde i 1787.

Det var en simpel nødvendighed at finde en kone hurtigst muligt, og allerede få måneder efter Marens død, giftede Jesper sig med Kirsten Jensdatter, som var bare 18 år. Hun skulle nu være husmor og mor til tre små børn. Kirsten fødte så vidt vides fem børn, som blev voksne. Ole Jespersen f. 1794, Maren Jespersdatter f. 1796, Kirsten Jespersdatter f. 1803, Christen Jespersen f. 1805 og Mette Jespersdatter f. 1809.

Jesper døde i 1811, og Aakandegaarden gik videre til hans søn, Christen, fra andet ægteskab, og dermed var gården ude af den oprindelige slægts eje.

Samme år som Jesper døde, døde også hans bror Niels` kone. Allerede måneden efter konens død blev Niels trolovet med sin bror, Jespers datter, altså hans niece, Johanne Jespersdatter, og gift med hende i september samme år. Det var sikkert en god ide økonomisk, men iflg. Danske Lov af 1662 var et sådan ægteskab ikke lovligt

"Broder maa ej heller tage til Egte Søsters, eller Broders, Daatter, ej heller nogen af dem, som af Søsters, eller Broders, Børn avlis, i hvor vit de sig nedstrekke kunde; Ej heller maa Søster til Egte bekomme sin Broders, eller Søsters Søn, ej. heller nogen, som avlis af dem, i hvor vit de sig kunde nedstrekke".

Præsten og øvrigheden må have set igennem fingre med det bizarre ægteskab, som nok ikke var usædvanligt på den tid, men det endte desværre heller ikke så godt. I 1814 fødte Johanne en datter, som blev døbt Birthe, men at der skulle være noget galt med hende, fremgår først af folketællingen i 1850, hvor begge hendes forældre var døde, og hun boede hos sin mors 2. mands enke, Sidse Hansdatter, nemlig at hun havde fået fået "forstanden berøvet fra fødslen".

Efter 10 års ægteskab døde Niels 77 år gammel, men Johanne drev gården videre med hjælp fra Niels Pedersen. Det har nok faldet præsten for brystet, for i tingbogen 1. april 1822 skrev han følgende:

"at Niels Pedersen beboer en Ejendomsgaard på Forlev Mark, der skrives for htk. 8-2-191/96, driver Gaardens Jorder med Agerplov og Heste og i bemeldte Gaard holder Dug og Disk for egen Regning, bevidnes herved under min Haand og Segl. Vemmelev 22. marts 1822 Lemvigh. Sognepræst"

og i umiddelbar forlængelse heraf:

"at ovenbemeldte Niels Pedersen blev den 5. November 1822 ægteviet i Vemmelev Kirke til Johanne Jespersdatter, Enke efter afgangne Selvejergaardmand Niels Jensen paa Forlev Mark".

Johanne og Niels Pedersen blev faktisk gift 5. november 1821, og Johanne var enke efter Niels Nielsen, og ikke Jensen.

Dette ægteskab varede kun i knap 5 år, da Johanne døde kun 43 år gammel i 1825. Der blev kun født et barn i ægteskabet, Maren i 1823. 

 

Således så en firlænget fæstegård ud i 1700-tallet

 

Nu er det så at trådene samles, nemlig da Niels Pedersen i november 1825 giftede sig med Sidse Hansdatter. De er nemlig mine tiptipoldeforældre. Sidses oldefar var rytterbonden Christen Larsen, hendes morforældre var Lars Christensen og Maren Povlsdatter, og hendes mor var deres datter Kirsten Larsdatter, født på Aakandegaarden, som var gift med Hans Nielsen, gårdmand på Tremandsgården i Forlev.

Niels Pedersen var født på Grødehøjgaard i Ormslev. Hans far var Peter Nielsen, gårdmand på Grødehøjgaard, som blev gift med Kirsten Kristensdatter i 1792, hendes slægt var fra Næsby.

 

Nu var Aakandegaarden ude af slægtens hænder, men til gengæld er Lysehøjgaard nu i hænder på den slægt som fører gården videre den dag i dag. Jeg kender dog ikke den gren af slægten.

Aakandegaarden blev i 1907 købt tilbage i slægten af Peter Kristensen far, Christen Larsen Christensen gift med Marie Magdalene Cæcilie Nielsen, barnebarn af Sidse Hansdatter og Peder Nielsen.

Peter Kristensen fra Aakandegaarden har lavet et kæmpestort arbejde med slægtsbogen, der omfatter over 500 personer, som er efterkommere af rytterbonde Christen Larsen fra Aakandegaarden. Ligeledes har jeg fundet mange informationer i Bent Eggerts bog "Forlevs gårde".